AVOKADOSKALLER, HØR OG EN FASCINATION AF HÅR

 20. december 2021
Historien bag værket “Long Hair” af Noa Lachmi.

Artikel af Benjamin Shanaka Bendtsen.

 

Værket Long Hair er et samarbejde mellem kunstner Noa Lachmi og Low Press. Det er kun trykt i 25 eksemplarer med hver deres særpræg.


For mig har det været vigtigt, at kanvassets materiale var groft, så teksturen kunne påvirke billedet, desuden elsker jeg de små forskelligheder der er i billederne”- kunstner Noa Lachmi.


Blandt andet i kraft af værkets materialitet - et serigrafisk tryk på hør stof - har det fået en stærk taktil kvalitet. Man får helt lyst til at røre ved det, og mærke hvordan malingen forbinder sig med stoffet. Materialet og teksturen bliver derfor en vigtig del af værkets udtryk, forklarer Low Press’ Anna, som har håndsyet wall-hangeren.

 

Det serigrafiske tryk, også kendt som “silketryk”, er en trykform fra det gamle Kina. I dag bruges der ikke silke, men nylontråde spændt ud på en aluminiumsramme. Processen startes ved at coate serigrafi-rammen med lys-sensitiv emulsion. Derefter skal det ønskede motiv behandles digitalt og farve-opdeles, hvorefter det printes på en gennemsigtig film. Filmen placeres på rammen under en uv lampe, og bliver belyst i 11 sekunder.

Herefter bliver rammen skyllet og der hvor motivet fra filmen dækkede, vaskes kemikaliet væk. Nu kan maling presses igennem den fine nylontråd og skabe det ønskede motiv. For hver ny farve, skal der ligeledes laves en ny ramme.

 

Farverne som er blevet brugt til “Long Hair”, hører heller ikke til de mest gængse. Den sarte lyserøde farve på stoffet stammer eksempelvis fra økologiske avocado-skaller, som er blevet påført stoffet i Low Studio. Farverne i billedet er vandbaserede for at sikre et mere malerisk udtryk, frem for plastisol (en plastik-baseret farve) som ellers mest bruges i serigrafi-verdenen. 


“Vi nummerer hvert enkelt billede”, uddyber Mikkel, da han bliver spurgt ind til hele konceptet, “så man ligesom ved hvorhenne i serien billedet er fra, og for at understrege at det ikke bare er et billede og 24 kopier, men 25 enkeltstående værker.”

Ved modtagelsen af billedet er vedlagt et håndskrevet digt af Noa Lachmi som beskriver hendes forhold til hår. I skriver hun bl.a. “As long as I can remember, I’ve always been obsessed with long feminine hair”.

Noa har gennem hendes liv følt sig splittet i forhold til køn og seksualitet. Hun er vokset op i en yemenitisk-jødisk/dansk familie med en far, som hun ligner. Hun forklarer til Low Press: “ Jeg ligner ikke min omverden, hvilket har skabt en splittelse som har præget mit forhold til omverdenen, min udvikling og følelser omkring køn og feminitet”. Disse personlige reflektioner og følelser undersøger hun i sin kunst og ikke mindst i “Long Hair”, ved at kreere sin egen fantasi.

 

Noa Lachmi er en multikunstner og er en del af søskende-trioen Velvet Volume, der nytænker rock-genren med tre stærke individuelle personligheder og musiske talenter. Desuden er Noa kunstmaler. Hendes maleriske stil har inspiration fra mosaikker og mytiske væsener i, hvad der for det meste er, abstrakte og stærke selvportrætter. I hendes billeder undersøger hun køn, seksualitet og selvforståelse, hvilket også er tilfældet i Long Hair.